Galleri: Silhuet

Galleri: Glæde

Galleri: Blandet

Galleri: Abstrakt

Galleri: Sidste Nyt


Om mig

Kontakt

Kunstmaler ?

Links

Forside

 

Om jobbet som billedkunstner/kunstmaler.

Som billedkunstner arbejder du med det billedmæssige udtryk, og det kan foregå på mange forskellige måder. Du kan male, lave skulpturer, collager, grafik, og du kan fotografere, lave videokunst, væve billeder og meget mere.

Billedkunstnere/kunstmalere holder sig ikke nødvendigvis til én udtryksform, men eksperimenterer ofte med forskellige former.

Som billedkunstner/kunstmaler skal du have sans for rum, form og farve, en kreativ fantasi og talent for at tegne. Der kan være langt fra inspiration og idé til konkret kunstværk.

De fleste begynder med at lave forstudier til det egentlige arbejde. De laver normalt mange skitser og tegninger. Forstudierne bliver som regel afsluttet med en mindre udgave eller en model af arbejdet. Herefter er billedkunstnernes arbejdsproces meget forskellig, alt efter kunstform.

En billedhugger har hovedsageligt tre fremgangsmåder:

Han eller hun fjerner en del af det materiale, skulpturen skal fremstilles af, fx en stenblok, så den ønskede form træder frem. Eller også bliver materialet føjet sammen ved at lægge noget på en kerne af samme eller andet materiale. Endelig kan man blande begge fremgangsmåder.

Billedhuggeren arbejder mest med ler, gips og forskellige sten- og metaltyper; men man kan bruge alle materialer, der kan formes.

En kunstmaler arbejder især med flader, linjer og farver. Fladerne kan være lærred, metal, træ, mur eller papir. Du kan variere maleteknikken i det uendelige. Kun din fantasi sætter grænser. Nogle hovedgrupper er olie-, akryl-, lak- og emaljemaling, fresko (vægmaleri), akvarel (vandfarvemaleri), pastel (blød farvestift) og collage (billeder, der er komponeret af forskellige materialer).

Somme tider hjælper forskellige slags håndværkere med at overføre kunstværker fra forstudie til endelig udgave.

En billedhugger kan få assistance fra en bronzestøber, hvis en gipsskulptur skal støbes i bronze. Skal en figur hugges i sten, kan en stenhugger udføre tilhugningen efter kunstnerens anvisninger. Mange billedkunstnere står dog selv for hele arbejdsprocessen.

Normalt er billedkunstnere selvstændige erhvervsdrivende. De kan sælge deres kunstværker på udstillinger, eller de kan lave dem på bestilling. Ved bestillingsopgaver er der normalt en tidsfrist for, hvornår kunstværket skal være færdigt.

Nogle kunstnere danner udstillingssammenslutninger, som lejer sig ind i udstillingsbygninger. Andre kunstnere udstiller deres værker i kunstforeninger, som betaler kunstnerne en afgift for lån af værkerne.

En anden mulighed er at henvende sig til en galleriejer for at udstille og sælge sine værker. Nogle galleriejere kræver en lejeafgift, andre kræver procentafgifter af det, der bliver solgt.

Du kan også sende dine værker ind til censurerede udstillinger. I ordet censureret ligger der, at værkerne skal bedømmes og godkendes for at blive udstillet. Kun ca. 10 % af de indsendte værker bliver godkendt.


Arbejdsplads
En typisk billedkunstner/kunstmaler er selvstændig erhvervsdrivende og arbejder i et værksted eller atelier. En del kunstnere lejer værksted sammen. Nogle opgaver kræver, at de arbejder andre steder; fx udsmykning af bygninger.


Løn
Det er meget svært at sige noget om en billedkunstners gennemsnitlige indtægt, og kun få kan leve af at sælge deres værker.


Fremtidsmuligheder
Forholdsvis få mennesker har råd til at købe billedkunstneres værker i større udstrækning. Derfor er billedkunstnerne afhængige af private fonde og det offentliges køb af kunstværker. En stor del af billedkunstnerne må skaffe sig indtægter ved andet arbejde, som kan være helt forskelligt fra arbejdet med kunst.

Nogle billedkunstnere underviser i deres fag mange forskellige steder.


Mere uddannelse
Billedkunstnere kan efteruddanne sig ved at deltage i kurser på kunstakademier eller andre kunstskoler, eller ved studieophold i udlandet.

Kunstmaler Jesper Schytt - Classensgade 62 - 2100 København Ø - jesper@kunstmalere.com - Sitemap